ISB bruger IT aktivt i sin undervisning
International School of Billund (ISB) er en privatskole, som især er kendetegnet ved, at den i sin undervisning lægger vægt på, at børn skal eksperimentere, lege og være kreative. I den forbindelse spiller IT en understøttende rolle.
Scanditek har leveret og installeret skolens IT-infrastruktur og det IT-udstyr, som skolen benytter i sin undervisning.
Den største udfordring for Scanditek har været at få skolens IT til spille sammen med både UNI-Cs produkter og LEGO koncernens sikkerhedsprotokoller. (Det er LEGO Fonden, der er initiativtager til skolen.)
Opsætning af skolens IT-infrastruktur
Skolens IT-infrastruktur består af mange dele. Blandt andet servere, et trådløst netværk, en netværkscontroller og switches. De har alle forskellige funktioner, men en dybere beskrivelse af dem gemmer vi til en anden dag.
For skoleledelsen har det gjort en forskel at have Scanditek ved sin side, så den ikke har skullet bekymre sig om IT.
”Det har været afgørende for os at have Scanditek til at tage sig af vores IT, så vi i stedet har kunnet bruge vores krudt på alle de andre ting, der ligger i at drive en skole,” siger viceskoleleder Lene Korsgaard.
Om samarbejdet med Scanditek udtaler hun også:
”De har været gode til at forstå vores behov og forklare deres løsningsforslag til os. Det har gjort, at vi altid har haft tillid til dem.”
Sådan bruger ISB IT i undervisningen
IT er en stor del af dagligdagen på ISB for lærere og elever. Lærerne er udrustet med hver deres egen tablet, som de bl.a. benytter til at tilgå den undervisningssoftware, der er installeret på skolens servere.
Lærerne anvender softwaren i deres undervisning. Det gør de kort fortalt ved hjælp af en docking-station, en interaktiv projektor og et whiteboard, som alle findes i samtlige klasselokaler. Scanditek har sørget for alt IT-udstyret og har løbende undervist lærerne i, hvordan det fungerer.
IT giver bedre undervisning
Brugen af IT giver lærerne et væld af muligheder, som højner kvaliteten af undervisningen.
”Jeg oplever, at børnene bliver mere engagerede, når jeg fx viser deres hjemmearbejde på whiteboardet, og hele klassen derefter taler om hinandens opgaver,” siger Nis Fredslund Christiansen, der er lærer på ISB.
Han hæfter sig også ved, at brugen af IT gør undervisningen mere interaktiv – både mellem ham og eleverne og mellem eleverne indbyrdes.
”Det var fx et stort hit, da børnene her forleden ved hjælp af Google Earth skulle vise hinanden, hvor de bor. Det fik vi meget sjov ud af, især når vi zoomede ind på kortet,” nævner han.
Efter at have stablet alt skolens IT på benene, står Scanditek i dag for at varetage driften af den.